Sanne Salomonsen

fredag 28. april 2017

Læg i kalender Køb billet
Rock / Pop
Tidspunkt: Kl. 21.00
Dørene åbnes: Kl. 20.00 Sted: Multisal Pris: Forsalg 315 kr.
I døren 340 kr.
Med spisning 515 kr.

I foråret 2016 spillede Sanne Salomonsen sin første tour med sit rockband i 5 år. Turen blev en velfortjent succes og mange arrangører kunne melde udsolgt.
Det var en vital og sprudlende Rock-Sanne der omfavnede sit publikum med en velkendt energisk, men også meget nærværende stemning ovenpå den mere afdæmpede HJEM tourne. Og det var meget tydeligt at det var præcist det publikum havde savnet – og det, de var kommet for at få.
“Så energisk, som Sanne optrådte her til aften, har jeg sjældent set hende”, lød det i BT’s anmeldelse af Sannes koncert i Vega tilbage i april. Og det samme gjorde sig gældende på Tobakken, hvor salen kogte over i begejstring over, at hele Danmarks rockmama var tilbage i den velkendte rockformation og med fuld knald på!
Lige nu er Sanne Salomonsen i studiet for at færdiggøre sit nye album, der kommer til foråret, lige umiddelbart før touren. Det bliver et mere rocket, bluesy og rootsy album. Første singlen herfra ”Solskin Efter Regn”, blev udsendt i september. “Solskin efter regn” er en happy-go-lucky popsang, som jeg glæder mig vildt meget til at spille live — den kommer til at passe godt til mit rockshow," fortæller Sanne.
 
Sanne fortæller: “Det var Mats (Ronander, Sannes eksmand), der spillede nummeret for mig første gang, og jeg blev simpelthen så glad fra allerførste lyt. Jeg sagde til Mats, at den måtte jeg bare have med på min nye plade. Sammen skrev vi den oprindeligt svenske tekst om til en dansk version. Teksten er en kærlighedshyldest til Stockholm, hvilket passer godt til mig og mit univers, da jeg bor meget af min tid i Sverige”. ”Jeg betragter Sverige som mit andet hjemland. Jeg har tidligere boet i Stockholm og jeg arbejder stadig rigtig meget i Sverige og spiller mange koncerter hvert eneste år”.

Musikerne som Sanne bringer med sig rundt i landet er identiske med dem der var med sidst: Annika Askman: Keyboards & Vokal,  Morten Woods: Guitar & Vokal, Victor Ray Salomonsen Ronander: Guitar & Vokal, Mads Storm: Keyboards & Vokal, Lars Danielsson: Bas, Jon Grundtvig: Trommer.