Vi har taget hul på et nyt år og en ny sæson på Tobakken. Corona påvirker ikke længere kulturlivet og vores koncertafvikling, men til gengæld er hele samfundet præget af en krig i Europa og en stigende inflation som påvirker købekraften hos publikum. Tobakkens booker Sebastian Wolff fortæller om hans syn på det aktuelle musiklandskab, hvilke tendenser der præger musikprogrammet det første halve år af 2023, og hvad han personligt glæder sig til.
Hvad er din oplevelse af det aktuelle musiklandskab i Danmark?
“Jeg oplever en stor usikkerhed. Den danske del af musikbranchen er kommet på benene igen ovenpå corona når det gælder udbuddet af kunstnere. Men samtidig er det mit indtryk, at man som koncertgænger ikke planlægger så langt frem som tidligere. På Tobakken oplever vi, at folk generelt ikke køber billet til koncerter mere end et par måneder frem. Det føles lidt som at køre bil i tæt tåge.”
Så Tobakken en nedgang i billetsalg i 2022, hvis man sammenligner med årene før pandemien?
“Nej. Vi endte med et årligt billetsalg svarende til det gennemsnitlige billetsalg for de sidste 10 år før pandemien. Det vil jeg virkelig gerne rose esbjergenserne for – de vil virkelig kulturen og koncerterne.”
Hvordan har den generelle samfundssituation påvirket på Tobakken?
“Som sagt, så kan vi ikke se så langt frem som tidligere, og dermed er det svært at spå om billetsalget. Det betyder ikke, at vi får et skuffende billetsalg. Det erfarede vi i 2022. Men det betyder, at jeg er en smule mere forsigtig som booker. Ikke i forhold til at booke nye og spændende kunstnere, men mere i forhold til hvor langt ude i fremtiden jeg booker. Der er rigtig meget nyt og spændende på programmet og i støbeskeen, men jeg lukker aftaler tættere på koncertdatoen end tidligere.”
Hvad er i din optik Tobakkens vigtigste opgave i 2023?
“Vores første prioritet er at lave fantastiske koncerter. Derudover har vi, som mange er opmærksomme på, et oprydningsarbejde foran os i forbindelse med de mange forandringer på Tobakken i 2022. De to ting forener vi i 2023. Vi SKAL lave fantastiske koncerter, og vi SKAL gøre det med en fornuftig økonomi.”
De sidste måneder af 2022 var især mærket af interne problematikker på Tobakken – og den følgende medieomtale af sagen. Kan du sige noget om, hvordan det påvirker den daglige drift?
“Vi har et større fokus på procedurer og ansvarsområder. Vores arbejde og kompetencer skal sættes i system. I praksis betyder det for mig, at jeg får mere tid til musik og programlægning. Her vil jeg dog gerne nævne, at trods det man læser i medierne, så har ingen af os på kontoret, i teknikken, bag baren eller i døren været involveret i konflikter og personsager. Vi har nærmest selv fulgt den større udvikling i medierne.”
Hvor står Tobakken nu ved starten af en ny sæson?
“Vi er spændte. Vi går et år i møde med en ny tilgang til vores arbejde. Derudover ser jeg frem til en sæson med gode koncerter.”
Seattle kommer til Esbjerg, festivaler og “dengang med Pernille Rosendahl”
Lad os zoome ind på programmet. Hvad kendetegner det første halve år af 2023?
“En god blanding af unge og sultne artister som Iris Gold, The Awesome Welles og Fabräk, og de etablerede navne som Niels Hausgaard, Dodo & the Dodos og Swan Lee. Der er rig mulighed for nye og spændende oplevelser samt de helt store fester. Jeg vil især fremhæve vores festival aktivitet. Vi har et par velkendte gengangere; Folk & Fæstival holder 10års jubilæum, Fuzztival vender tilbage, og det samme gør Death Coast Festival. Dertil introducerer vi et nyt koncept med navnet MAKE IT ESBJERG. Det er en søster festival til sommerens MADE IN ESBJERG, men hvor vi fokuserer mere nationalt fremfor lokalt. Det er kunstnere som har slået igennem på både den internationale og nationale scene, men som enten meget sjældent eller slet ikke har optrådt i Esbjerg.”
Er der nogle navne til MAKE IT ESBJERG du vil fremhæve?
“Nej, egentlig ikke. Der er ikke ét navn på plakaten, jeg ikke selv virkelig gerne vil se! Det er et super spændende line-up med nogle meget forskelligartede artister. En dag som MAKE IT ESBJERG er en gave til alle der, ligesom mig, har et hjerte for mange forskellige genrer – og som vil mærke hvad der rør sig i musiklandskabet.”
Er der andre særlige begivenheder du vil fremhæve?
“Ja, DECIBEL. Det er en aften hvor klubstemningen tager over på Tobakken, hvor festglade mennesker kan opleve små kompakte koncerter med tidens mest hotte navne. Hiphopgenren skaber stjerner så hurtigt, at de nærmest går fra gaden til arenaen, og derfor springer spillestederne over. DECIBEL er vores måde at sikre, at de store stjerner også får øjnene op for Esbjerg. Derudover er det en unik mulighed for unge under 18 år, da de gerne må komme på Tobakken, men ikke er gamle nok til at komme ind på diskotekerne. Vi tilbyder en anden oplevelse, da vi afvikler vores koncerter tidligere på aftenen med nogle helt andre krav til sikkerhed.”
Du har tidligere udtrykt et ønske om flere internationale navne på Tobakken – Er det noget vi vil opleve i 2023?
“Her er vi ikke i mål endnu, der er stadig udfordringer med udbuddet af de internationale kunstnere, og jeg vil egentlig gerne præsentere langt flere. Vi er dog i den grad i gang, og foråret byder helt sikkert på nogle vilde oplevelser fra udlandet. Vi kan blandt andet præsentere Black Ends, et band fra Seattle. Det er en hel vanvittig mulighed for esbjergenserne. Bandet har arbejdet sammen med den legendariske producer Jack Endino. Black Ends er lyden af Seattle netop nu. Esbjergs rock- og grungefans kan spare på flybilletten, de skal bare dukke op den 7. april.”
I december fik Tobakken et par kommentarer omkring mængden af coverbands. Hvad er din holdning hertil?
“Jeg er altid åben overfor kritik, men jeg føler ikke vi overgør det med covermusik. Original musik er klart vores fokus, og fylder også størstedelen af vores program. Når det er sagt, så er vores arbejde at sætte rammerne for gennemført fantastiske koncerter, uanset om der er tale om original- eller covermusik. 1200 mennesker havde en kæmpe oplevelse til Queen Machine. Der gemmer sig også store musikalske oplevelser i de gode coverbands.”
Vil du røbe et par koncerter, du personligt glæder dig til – og hvorfor?
“Den er altid svær. Foruden MAKE IT ESBJERG, så glæder jeg mig især til Swan Lee. Jeg har haft fornøjelsen af at undervise på et højskoleforløb med en række andre artister, blandt andet med Pernille Rosendahl (forsanger i Swan Lee red.). I den forbindelse skulle alle os undervisere spille to sange for eleverne. Jeg var rystet over, hvor godt hun synger. Hun spillede to Swan Lee sange, kun akkompagneret af et klaver. Det var stort, og jeg har siden lyttet mere indgående til Swan Lee. At hun til min optrædens løb på scenen og sang med på Bad Signs (sang af Kellermensch red.) gjorde kun oplevelsen større. Det glæder mig personligt, at de er tilbage.”