fredag 7. april 2023, 20:00

BLACK ENDS

Køb billet ⭢
  • Venue: Tobakken
  • Genre: Pop, Rock
  • Dato: fredag 7. april 2023
  • Tid: 20:00
  • Dørene åbner: 19:30
  • Forsalg:150,-
  • Dørsalg: 180,-,-
  • Pladser: Ståpladser

Black Ends’ gunk-pop er lige så sød som det klistrede stykke tyggegummi der har sat sig fast under dine yndlingsstøvler!

Med inspiration i de legendariske grunge bands kombinerer Seattle trioen på kunstnerisk vis ørehængende pop og rock med giftige mængder grime; men du må for alt i verden ikke kalde dem “post-grunge”! Den betegnelse dækker intet andet end bølgen af kommercielle bands i skovmandsskjorter, der udelukkende kapitaliserer på grunge æstetikken. Black Ends er en modreaktion til den type kommercialisering, hvorfor det er mere passende at kalde dem et “post-post-grunge” band.

Deres seneste EP, Stay Evil, cementerer gruppens forbindelse til Seattle og byens fantastiske musikhistorie, idet mix og mastering er udført af producer Jack Endino, der blandt andet står bag albums fra Nirvana, Soundgarden og Mudhoney. Han skaber en klarhed i garagemusikken, uden nogensinde at gå på kompromis med den rå lyd og energi!

Nicolle Swims står i front med en insisterende guitar, der på en og samme tid kanaliserer iørefaldende riffs og følsom blues gennem forvrængede effekter og beskidte toner. Radiostationen KEXP´s anmeldelse af den nye EP beskriver desuden hvordan hendes genkendelige vokal skærer direkte igennem alt larm og støj, og fastholder dig mens ordene rammer dig direkte i ansigtet. Hendes unikke stemme og lyd forstærker det tilbagevendende tema i lyrikken om social fremmedgørelse, alt imens bandet omfavner deres outsider status.