lørdag 15. april 2023, 20:00

SWAN LEE+support

Køb billet ⭢
  • Venue: Tobakken
  • Genre: Pop, Rock
  • Dato: lørdag 15. april 2023
  • Tid: 20:00
  • Dørene åbner: 19:30
  • Forsalg:370,-
  • Dørsalg: 400,-
  • Pladser: Ståpladser

SWAN LEE FLYVER PÅ NY!

Et af 00’ernes mest elskede og betydningsfulde danske indie-rockbands genopstår: Swan Lee er atter flyveklar – og har både nyt album og koncerter på vej!

De fløj deres helt egne veje i dansk rock – farvede den, med et stilsikkert, drømmende udtryk og en pallet af sange, der blev lige så store, som deres fængende pop-univers. Efter 17 år er der endelig nyt på vej fra Swan Lee!

De bragede ind i danskernes hjerter med den anmelderroste debut, “Enter”, fra 2001. Swan Lee’s første store hit kom med Bond-hymnen, “Tomorrow Never Dies?” der vidnede om et nyt dansk navn, der turde drømme stort. Det selvbetitlede andet album gik direkte ind som nr. 1 på den danske hitliste i 2004. Det samme gjorde singlen, “I Don’t Mind”, der fik følgeskab af kæmpehits som “Love Will Keep You Warm” og “What Is Love?”. Selvom Swan Lee blot udgav to albums, står deres navn unægteligt skrevet som et af de mest elskede og betydningsfulde bands i 00’erne og i dansk musikhistorie.

Derfor kom det nok bag på de fleste, da Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck, få dage inden, de havde takket ja, til at give koncert i Operaen ved Kronprinsparrets Kulturpris, med ét gik hvert til sit.

“Vi har desværre måtte konstatere, at vi er vokset fra hinanden,” skrev Swan Lee, dengang i 2005, på deres hjemmeside. Den dynamiske trio havde altid gjort en dyd ud af at gøre tingene på deres egen måde og fik tilmed et folkeligt gennembrud, helt uden at gå på kompromis med musikken på deres selvudgivne albums. Men gnisten, i det kollektive samspil, var gået ud, mens de tre musikeres årelange venskab, ganske enkelt, var slidt op. Pernille, Emil og Jonas traf det svære, men nødvendige valg om, at opløse deres band.

“Nu skriver vi 2022. I de sidste to år, har vi forsigtigt nærmet os hinanden igen musikalsk. Legen er blevet sjov. Og inspirerende. Vi har opdaget at den gamle telepati og den kreative nysgerrighed er intakt. Vi har været i øvelokalet og er, netop nu, i gang med at udvikle og forfine både sangskrivning og udtryk. Materialet emmer af den oprindelige Swan Lee-DNA, men bærer også præg af, at vi er tre forskellige mennesker, der har udviklet os siden, vi splittede op. Nu er der kommet så mange flyveklare sange ud af samarbejdet, at vi har besluttet, at det giver kunstnerisk og personlig mening, at udgive vores tredje album og tage på turné sammen igen,” fortæller Swan Lee.

Hvornår den nye musik udkommer, lover Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck, at fortælle mere om meget snart via Swanlee.dk og bandets sociale medier.
De fløj deres helt egne veje dengang – og det gør de stadig. Swan Lee er tilbage!

Øyunn (NO/DK)

Øyunn er direkte og in-your-face alternativ pop/hip hop/indie. Hun spiller trommer og synger – luftig i det ene øjeblik, whaler i det næste og spytter rap-vers i det tredje. Sammen med sit band på synther og bas, giver hun en ærlig, powerfuld og energisk performance, fyldt med tilbagelænede & eksplosive grooves og en karakteristisk sound & smukke lyde. Inspireret af forskellige type relationer og venskaber, og egen emotionel tilstand, skriver hun personlige tekster og musik. Håb, ægthed, inspiration, vrede og kærlighed i en catchy og quirky indpakning.

Hendes særegne og eklektiske musik er blevet spillet i forestillinger på hus som Det Kgl Teater i København, Nationaltheatret og Dansens Hus i Oslo. Efteråret 2022 komponerede og lavede hun film/koncert/performance-værket Aspects til Ultima Festival. Her spillede hun karakteren Rosa i hendes leding efter tilhørighed og selvstændighed, udover at producere film og musik. Som trommeslager har hun turneret og indspillet omfattende med Efterklang og Bugge Wesseltoft. Hertil kommer kortere samarbejder med artister som Troels Abrahamsen (Veto), Agnes Obel og Sam Gendel.

Hun har udgivet en single ”Reach Out” med en good vibe musikvideo feat Øyunn og danser Ibrahim madsen i en one-take. Filmen er instrueret af Martin Skovbjerg (København findes ikke, Av Av Av)