I 2017 kom sangerinden med på Made in Esbjerg festivalen på et afbud. Hun anede ikke hvad hun gik ind til, og da hun ankom til Tobakken, var hun sikker på, at hun ville blive buhede af scenen. Men oplevelsen blev en helt anden. Vi har talt med den karismatiske performer om hendes musik, om at lave sin egen scenografi, om Toppen af Poppen, og hvorfor hun stadig referer til koncerten på Made in Esbjerg i andre interviews.
Det er ikke nemt at genrebestemme Iris Gold! Det er for nemt at sige pop, for musikken indeholder også tydelige elementer af gammeldags soul, hiphop og sågar rock:
“Jeg kalder selv min musik for hippie hop,” fortæller hun, og uddyber:
“Jeg er vokset op i et hippiekollektiv med mange forskellige mennesker omkring mig. Jeg er selv meget tiltrukket af 70’erne og hele det psykedeliske univers. Men min tantes kæreste var DJ, og han introducerede mig til hiphop. Han syntes ikke, at jeg bare skulle lytte til det der “hippie shit”, som han kaldte det. Han satte mig ned foran en pladespiller, og så skulle jeg ellers bare lære om klassisk hiphop gennem navne som KRS-ONE, Public Enemy og Beastie boys. Jeg blev fuldstændig hypnotiseret af rimene. Da jeg skulle skrive min egen musik, så blandede jeg hippieuniverset med hiphoppen.”
Iris Gold har rødder i Jamaica, hun er født i London, men opvokset på Christiania i København. Det kan derfor næppe overraske, at Gold’s største inspirationskilder skal findes i udlandet:
“De fleste der inspirerer mig, er fra en anden tid. Jeg elsker eksempelvis Frank Sinatra, og så har jeg en ting for Tina Turner. Og selvfølgelig PRINCE, der i mine øjne var verdens bedste musiker.”
Hvad er interessant ved netop de artister?
”Jeg kan godt lide glitter og glamour, og når det hele er lidt mere ekstravagant. Men alt hvad jeg laver, er på et tight budget. Jeg har ikke penge til alle mulige virkemidler, så jeg laver både scenografi og koreografi selv. Frank Sinatra, Tina Turner og Prince er vaskeægte entertainere, de havde ikke et vildt lysshow eller alt muligt andet, dengang de startede. Jeg kan ikke købe mig til et godt show, jeg SKAL entertaine. Man udvikler showmanship på en anden måde uden penge. Og jeg ved med mig selv, at jeg bare var blevet doven med penge,” siger sangerinden med et grin.
Iris Gold spiller på Tobakken den 28. januar for anden gang i sin karriere – denne gang med eget show og på egen invitation:
“Nu vender jeg retur Esbjerg!”
Toppen af Poppen åbner døre
I den seneste sæson af det populære tv-program Toppen af Poppen deltog Iris Gold med blandt andre Martin Brygmann, Steen Jørgensen og Niklas Sahl – en oplevelse der bød på mange nye oplevelser.
Har programmet ændret dit syn på – og tilgang til din egen musik?
“Det er svært ikke at blive inspireret af de andre kunstnere. Før programmet havde jeg aldrig sunget en sang på dansk før. Det var noget helt andet at synge på mit eget sprog. Mere intenst på mange måder.”
Hvad har programmet betydet for din karriere?
“Det har helt klart spredt min musik ud til et helt nyt publikum. Jeg har lige spillet en koncert i DR’s koncertsal, hvor der var en masse mennesker, som aldrig har hørt min musik. De har kun set mig i Toppen af Poppen. Nu så de mig så i en helt anden setting. På den måde har det helt sikkert åbnet nogle døre. Der har altid været et meget diverst crowd til mine koncerter. Men det blev meget mere ekstremt i DR’s koncertsal.”
Hvad tager du med dig videre fra Toppen af Poppen?
“Jeg kommer også til at spille enkelte af mine fortolkninger fra programmet til mine live shows. Det har jeg kun gjort til koncerten i DR’s koncertsal tilbage i oktober, og der blev de taget rigtig godt i mod. Mine koncerter er i høj grad et sammenspil mellem mig og publikum. Det er en connection, hvor jeg prøver at gribe publikums vibrationer.”
En ægte kærlighedsrevolution
Iris Gold er, med hendes egne ord, en rigtig showgirl:
“Jeg tænker meget musik i scener. Jeg elsker udklædninger, og at gøre noget ud af mig selv. Det gør jeg ikke så tit som single mor. Men til koncert får den gas med glitter og glamour. Jeg elsker drama, og måden man kan bygge op til en sang. Min koncert må gerne være lidt som en tivolitur, hvor man kommer alle følelser igennem.”
Du har spillet i Esbjerg før i 2017 på Made in Esbjerg festivalen. Hvad husker du fra den koncert?
“Det er faktisk en koncert, jeg taler om i andre interviews! Jeg kom med på festivalen på et afbud i sidste øjeblik. Jeg skulle spille på teltscenen på Tobakkens forplads. Da vi ankom til festivalen, tænkte jeg bare “wow, publikum er vist rimelig meget til rock og heavy metal!”. Der var rigtig mange mennesker med langt hår og læderjakker. Hvordan vil de tage imod mig?! Det kan aldrig gå godt! Men jeg måtte jo bare gøre min ting. Og det gjorde jeg, og det endte med at blive en helt vanvittig fed oplevelse. Folk var bare på, de headbangede og alt muligt! Det viste bare mig, at man ikke altid kan smide folk i kasser, bare fordi de ser ud på en bestemt måde. Man ved aldrig hvordan folk er indeni.”
Se Iris Gold til Made in Esbjerg 2017 – 00.31min inde i videoen.
Hvad kan vi forvente til din koncert den 28. januar?
“I kan forvente ren diskokugle energi! Flowerpower og pussypower i én oplevelse. Det bliver en kæmpe kærlighedsrevolution, hvor bandet og jeg giver den 250 procent. Vi vil så gerne give alle en fantastisk oplevelse – uanset om det er med et publikum på fem eller 5.000! Og jeg håber da, at der kommer nogen som så mig tilbage i 2017.”
Iris Gold spiller på Tobakken den 28. januar 2023 – Køb din billet her.