Niels Beier er tilbage i Black Oak County efter 5 år. Det lå ikke i kortene for hverken Beier eller bandet, der efter frontmandens exit i 2017 har fungeret som en trio med bassist René Hjelm på vokalen. Men efter en lang pause fra musikken begyndte Beier igen at lege med tanken om et rockband, og da det gik op for de tidligere bandmedlemmer i Black Oak County var der ikke langt fra tanke til handling. Vi har talt med hele bandet om Niels Beiers exit i 2017, om hvorfor han i dag er tilbage, hvordan dynamikken bliver fremadrettet, og hvad vi kan forvente til genforeningskoncerten på Made in Esbjerg 2022.
Who made the first move?
Det er min første tanke, idet jeg sætter mig ned til en snak med Niels Beier (vokal og guitar), Jack Svendsen (guitar), Mike Svendsen (trommer) og René Hjelm (bas og vokal), der tilsammen udgør rockbandet Black Oak County.
“Det var vel egentlig jer,” siger Niels Beier, mens han kigger rundt på de andre.
“Ja, teknisk set. Men man laver jo ikke et move, hvis man ikke tror det fører til noget,” svarer guitarist Jack Svendsen med et grin.
I slutningen af 2017 valgte guitarist og vokalist Niels Beier at forlade bandet, mindre end et år efter udgivelsen af deres første album:
“Det var en kombination af mange ting. På det tidspunkt kæmpede jeg rigtig meget med mit helbred. For 15 år siden blev jeg opereret i mit hoved på grund af en medfødt hjerneskade, jeg har en cyste inde i hovedet. Det kan godt medføre en fysisk depression på grund af en kemisk ubalance i min hjerne. Men det var der ikke rigtig styr på dengang. Dét, kombineret med vores nye pladekontrakt, gjorde at det hele blev for meget for mig. Og i takt med at jeg fik det dårligere og dårligere, så forsvandt gnisten til at spille musik også,” forklarer han, og fortsætter:
“Jeg fik også en ny kæreste i 2017, og vi flyttede sammen til Grønland i sommeren 2018. Det gjorde mit exit lidt mere definitivt.”
Nu er Niels Beier alligevel tilbage i Black Oak County med fornyet energi, og med øje for et tidligere uudnyttet potentiale i bandet.
Fra tung og brølende sydstatsrock til melodier og hooks
Black Oak County startede som band i 2012, hvor de også spillede deres første koncert på Made in Esbjerg. Dengang hed bandet Great White Buffalo, men de var nødsaget til at skifte navn i forbindelse med udgivelsen af deres første album i januar 2017:
Niels Beier: “Der er et gammelt amerikansk rockband med trademark på navnet.”
Mike Svendsen: “Vi ville jo gerne udgive vores musik i USA, så derfor gav det ikke længere mening med det navn.”

Efter et navneskift og udgivelsen af bandets debutplade vælger Niels Beier at forlade bandet. Det førte til en kaotisk periode med uvished om, hvor de skulle bevæge sig hen herfra.
Var der snak om at stoppe som band?
Jack Svendsen: “Aldrig! Dagen efter skrev vi et nyt nummer til den næste plade. Men vi ville gerne finde en ny sanger, men det var lettere sagt end gjort. Efter en række mislykkede auditions valgte vi alligevel at booke en weekend i studiet i maj 2018. Der skulle bare ske noget.”
René Hjelm: “Det var først her, at idéen med mig som sanger kom frem. Jeg har tidligere sunget i rockbandet Anything Goes, men jeg havde fundet mig godt til rette som bassist. Men pludselig stod sol, måne og stjerne rigtigt, og jeg prøvede mig frem med lidt af det nye materiale. Og det blev ret godt.”
Mike Svendsen følger op med et grin:
“Jeg kan huske, at du lige ville advare mig inden jeg hørte første udkast til Pretty Pistol. Du sagde, at den måske var lidt mere poppet i sit udtryk.”
Er der forskel på Black Oak County med og uden Niels Beier?
Jack Svendsen: “Ja, helt sikkert. Niels synger meget dybt og hårdt, hvorimod René har en lidt flottere vokal.”
Niels Beier: “I starten ville vi gerne være lidt sydstatsrock agtige.”
Jack Svendsen: “Niels og jeg skrev meget af musikken sammen. Men jeg er meget mere til 80’er rock, mens Niels er mere inspireret af tungere bands som Pantera. Uden Niels bevægede vi os mere i retning af den klassiske rock.”
René Hjelm: To guitarister gav også en helt anden dynamik. Vi skrev rigtig mange soloer og guitar chases ind sangene med Niels. Som trio fokuserede vi mere på melodier og hooks.”
Black Oak County udgav deres andet album Theatre of the Mind i 2019.
Det bedste fra begge verdener
“Der er jo gået fem år!” udbryder Niels, og siger derefter:
“Der er løbet meget vand i åen. Eller ned af bjergene i Grønland, som man siger.”
Har tiden i Grønland haft indflydelse på genforeningen med bandet?
Niels Beier: “Ja, helt sikkert. Grønland er på mange måder ligesom Spanien. Og på mange måder overhovedet ikke som Spanien haha. Men ligesom i Spanien, så er der lidt den her mañana mañana mentalitet. I Danmark er vi vant til, at kalenderen altid er fyldt til bristepunktet med gøremål, men i Grønland fik jeg fuldstændig ro på. Det gjorde helt sikkert noget positivt for mig.”
Bringer du en ny eller anderledes energi med til bandet?
Niels Beier: “Helt sikkert. Jeg er et helt andet sted i dag. Jeg er vokset som både menneske og musiker, jeg lytter til helt andre ting i dag.”
Hvordan kommer bandet til at fungere fremadrettet med to frontpersoner?
Jack Svendsen: “Vi skal lige have fundet ud af, hvordan vi skal stå på scenen haha.”
Niels Beier: “Vi er ikke låst fast på nogen formation endnu. I starten bliver det nok lidt vekslende mellem mig og René. Men vi vil helt sikkert udnytte, at vi nu er to sangere. Jeg glæder mig helt vildt til at gå i skrive-mode efter Made in Esbjerg.”
René Hjelm: “Selvom Niels og jeg synger meget forskelligt, så bevæger vi os faktisk inden for samme frekvens. De kan sagtens blendes sammen.”
Jack Svendsen: “Vi skal udnytte et potentiale, som vi faktisk altid har haft, men som vi ikke kunne se. Vi var ret låst i gamle mønstre og konventioner om, hvordan et band skal fungere. Nu vil vi tage det bedste fra begge verdner, og på den måde skille os lidt ud fra mængden af rockbands i dag.”
René Hjelm: “En ting er sikkert, vi skal ikke tilbage til scratch. Lige nu føles det hele nyt, men samtidig velkendt. Det er som at købe et par helt friske Levis 501 jeans, de sidder sgu bare godt!”
Hvad kan vi forvente til koncerten på Made in Esbjerg?
Niels Beier: “ROCK!”
Jack Svendsen: “Hvis folk ser et par gamle klips fra vores koncerter for 10 år siden, så kan de gange den energi med ti!”
Rene Hjelm: “Vi kommer i hvert fald til at få det fucking sjovt.”
Black Oak County spiller genforeningskoncert på Made in Esbjerg fredag den 19. august kl. 19.30 i store sal. Se det fulde program her.