Made in Esbjerg har siden 2009 sat fokus på den lokale musikscene under festugen, og i år er ingen undtagelse. Den 19. og 20. august vil 12 vidt forskellige kunstnere demonstrere hvad der rør sig på den nationale musikscene, og ikke mindst hvordan Esbjerg bidrager hertil. Vi har talt med booker Sebastian Wolff om Made in Esbjerg konceptet, om tankerne bag årets program, og hvad han selv glæder sig til.
Årets Made in Esbjerg festival står for døren, en weekend hvor Tobakken retter sit fokus mod Esbjerg og de esbjergensiske historier i musikbranchen. Det er, ifølge Tobakkens booker Sebastian Wolff, en weekend for alle med en interesse i ny musik:
“Made in Esbjerg er en indendørsfestival med fokus på lokal musik. Programmet præsenterer bands fra byen, samt kunstnerne med et esbjergensisk islæt. Så drysser vi det med enkelte kunstnere uden nogen lokal tilknytning. Vi tager arbejdet med vækstlaget meget alvorligt, og på Made in Esbjerg kan vi både præsentere bands direkte fra øvelokalet, og dem der er nationalt- eller endda internationalt kendt.”
Hvad kendetegner de forskellige kunstnere?
“Med Made in Esbjerg vil vi gerne formidle esbjergensiske historier i musikbranchen. Der er kunstnere som bor og lever i byen, men også kunstnere med en Esbjerg historie. Vi er så heldige, at Esbjerg også er hjemsted for Syddansk Musikkonservatorium, og derfor har mange dygtige musikere haft en dagligdag i byen. Hvis du har uddannet dig i Esbjerg, spillet på de lokale spillesteder, og drukket øl med de andre musikere på Vinbaren eller Industrien, så tager du de erfaringer med dig videre som musiker. Byen sætter uden tvivl sit præg.”
Hvor meget fylder de lokale artister på programmet?
“I år fylder de meget. Vi har faktisk kun tre navne uden en tilknytning til Esbjerg på programmet – Fabräk, Konvent og Situationsfornærmelse. Resten er herboende bands eller folk med en anden form for tilknytning til byen. Når vi vælger at hente kunstnere udenbys, så er det i samme ånd som hos de lokale. Det er ikke nødvendigvis de mest etablerede bands, men i stedet kunstnere i næsten samme position som vores lokale artister. Men da de er dukket op på vores radar, så er det fordi de er lykkedes med at råbe en national musikscene op.”
Hvilke tanker ligger der bag årets program?
“Udover at vi vægter Esbjerg-historien højt, så kigger vi altid på hvad der ellers sker i byen. På festugen er der ikke meget hård rock eller metal, men det kan vi præsentere på Made in Esbjerg. Vi orienterer os imod andre kulturtilbud, så vi ikke servicerer de samme mennesker hver gang. Derudover vil Made in Esbjerg ofte afspejle tidsånden, da vi netop kigger mod den lokale tilknytning. Vi har ingen kreativ kontrol over hvilken retning den lokale musik bevæger sig, hvilket altid gør festivalen interessant. I år er der eksempelvis også en del musik med afsæt i de elektroniske genrer som eksempelvis Karen Juhl og Greta.”
Hvad kan publikum forvente sig til årets Made in Esbjerg?
“De kan forvente en bred palet af musik for enhver smag. Jeg vil påstå, at næsten alle vil finde noget de kan lide på programmet. Derudover kan de forvente en række kunstnere som enten har – eller er på nippet til at råbe den nationale musikscene op. De er sultne, og de er i deres prime. Det er navne som bare HAR den lige nu!”
Er der et eller flere navne du personligt glæder dig til at se?
“Jeg glæder mig til det hele. Men hvis jeg skal fremhæve et par stykker, så vil det blandt andet være Fabräk. Dem gik jeg glip af på KONFUS, og det er jeg blevet dunket i hovedet af, af alle der var til den koncert. Mange har anbefalet Konvent, så dem glæder jeg mig til. The Arcane Order er en masterclass i metalmusik, og nu har de Kim (Song Sternkopf, forsanger i MØL red.) på vokal. Martsmidnat er jeg også utrolig spændt på. Hun er helt ung, og står ved foden af bjerget. Jeg glæder mig til at opleve hendes unikke og drømmende univers. Så er der også Karen Juhl, hvor jeg slet ikke ved, hvad jeg skal forvente af hendes show. Det elsker jeg også, når jeg går til koncert.”
Made in Esbjerg finder sted på Tobakken den 19. og 20. august. En partoutbillet koster 100,- og inkluderer 2 x øl eller vand. Se spilleplanen og køb din billet her.