“Spyt & Sprøjt handler om god musik, dygtige malere og masser af kærlighed”

Uanset om du er til god gammeldags 90’er boom bap, den bløde og melodiske R&B eller den aggressive drill, så handler hiphop i bund og grund om fællesskab. Det er budskabet fra Rytmisk Farvelade Forening der, i samarbejde med kunstkollektivet 5C, Konfus, KUUF og Tobakken, står bag endagsfestivalen Spyt & Sprøjt. Vi har talt med forperson Tina Liv Slott Andreasen om foreningen, festivalen og hiphopkulturen i Esbjerg.

Rytmisk Farvelade Forening, også kendt som Farveladen, er en musikforening i Esbjerg med fokus på hiphop. Foreningen er den eneste af sin slags i byen, og den har eksisteret siden 2016:

“Drengene som startede foreningen ville vise, at Esbjerg også er andet end bare en rockby. Både Ruben (Kyed red.) og Laks (Dennis Lund Hansen red.) har rappet siden de var 12-13 år gamle. Deres mission med Farveladen var at udbrede hiphop i Esbjerg, og det er stadig det, vi arbejder for i dag,” fortæller Tina Liv Slott Andreasen, der har fungeret som foreningens forperson siden 2019. Hun er selv rapper og sangerinde i gruppen PÅTRODS, og derudover laver hun musik under kunstnernavnet TiLiSA.

“Jeg faldt for hiphopgenren både på grund af musikken, men især også på grund af miljøet og kulturen. Selve viben og atmosfæren i hiphop er bare virkelig fed. Hvis du har mødt en person én enkelt gang til et hiphoparrangement, så er I automatisk venner til næste arrangement. Det er næsten magisk, og derfor vil jeg også gerne udbrede musikken og kulturen i Esbjerg.”

I Farveladens lokaler på havnen i Esbjerg har de øvelokaler, et lydstudie og en lille café. I øjeblikket er de 25 medlemmer i alt:

“De fleste af os er rappere, producere eller gadekunstnere, men der er også nogle af os som bare elsker hiphop. Alle er velkomne hos os.”

Foreningen afholder beat- og lyrik workshops, jamsessions og mindre koncerter, og med Spyt & Sprøjt vil de gerne endnu længere ud:

“Det er en hiphop fest for alle. Spyt & Sprøjt handler om god musik, dygtige malere og masser kærlighed. På Konfus har de et ønske om at favne endnu bredere genremæssigt, og vi vil gerne udbrede hiphop. Derfor er der et oplagt match mellem os og dem.”

Et hiphop get-down i Esbyeah

Den 13. august afholder Rytmisk Farvelade Forening Spyt & Sprøjt for anden gang på Tobakken:

“Spyt & Sprøjt er et hiphop get-down, inspireret af Kolding Get-down. Det er en begivenhed som inkorporer flere af de grundlæggende elementer i hiphopkulturen, blandt andet rap og gadekunst. Jeg må ikke kalde de graffiti, da det opildner til kriminalitet,” siger Tina Liv Slott Andreasen med et grin.

“Det er en fed mulighed for folk, der måske ikke kender så meget til hiphop. Om dagen er der åbent på Tobakkens forplads, hvor dygtige gadekunstnere vil male. Her vil man helt sikket mærke den stemning, der fik mig ind i hiphop. Om aftenen er der musik på konfus.”

Hvordan startede Spyt & Sprøjt?

“Maja (Theresia Jensen, frivillig på Konfus red.) spurgte om vi ikke ville være med til at skabe en fed fest. De havde allerede snakket med kunstkollektivet 5C, og vi kunne ikke andet end af sige ja. Vi lavede mange små fodfejl det første år, blandt andet med et lidt for tæt pakket program uden tid til lydprøver mellem kunstnerne. I år er der mere styr på rammerne.”

Hvor kommer navnet fra?

“Det er Rubens (Kyed red.) påfund! På et af de første møder skulle vi finde et navn, og der var faktisk ikke andre forslag. Spyt & Sprøjt klikkede bare. Det er lidt ulækkert, og du stopper lige op og tænker over den.”

Hvem optræder til årets festival?

“Vi har et super stærkt line-up i år. I kan glæde jer til Sanganee, der kommer direkte ud af Farveladen. Han har været medlem hos os, lige så længe som jeg selv har, og hans musik er en god kombination af den nye og gamle skole. Så er der Jyder der flyder, en old school rap gruppe som også har rødder i vores forening. Skyggesiden og DJ KCL er bare nogle super seje damer fra KBH. KCL er en de bedste til at scratche i Danmark, hun har tidligere arbejdet sammen med både Karen Mukupa og Natasja. Så kommer Mund de Carlo, en speedrapper som kan levere lidt af hvert.”

Hvorfor skal man komme til Spyt & Sprøjt?

“Det er bare verdens fedeste arrangement. Det kan noget andet, end meget af det andet man ellers ser i Esbjerg. Det er en fed mulighed for at se alt hvad hiphop kan rumme. Og derudover vil vi med festivalen gerne forene den gamle skole af rappere som kun hører boom-bap med den nye skole, hvor de leger meget med blandt andet autotune. Der hersker lidt et skel mellem de to grupper, men det vil vi gerne lave om på. Hiphop er hiphop, der skal ikke være et skel.”

Kan man deltage i Spyt & Sprøjt, hvis man intet kender til hiphop eller gadekultur?

“Ja, helt sikkert. Det er jo i virkeligheden bare fed kunst og god musik. Programmet byder på lidt for enhver smag – også til dem, der ikke nødvendigvis er bekendt med genren i forvejen.”

Spyt & Sprøjt finder sted d. 13. august – læs mere om arrangementet her. Festivalen er et samarbejde mellem Rytmisk Farvelade Forening, KONFUS, Tobakken og KUUF – Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond.

Hvis du gerne vil besøge Rytmisk Farvelade Forening, kan du kontakte Tina Liv Slott Andreasen på tlf. nummer 42 79 79 22, eller skrive en besked via foreningens facebookside.