The Blue Van fejrer 25 år som band: “Vi er for godt gammeldags nysgerrige til ikke at lave musik.”

Året 2022 er et helt særligt år for Steffen Westmark, Søren Christensen, Allan Villadsen og Per Jørgensen som tilsammen udgør rockgruppen The Blue Van. De runder et kvart århundrede som band, hvilket ikke mange kunstnere i dag kan prale af. Vi har talt med forsanger og guitarist Steffen Westmark om bandets spæde start i Nordjylland, om hvordan man holder fast som band i 25 år, og om hvad vi kan forvente til deres koncert på Tobakken d. 18. marts.

Historien om The Blue Van starter allerede tilbage i 1993, da de tre barndomsvenner Steffen Westmark, Søren Christensen og Allan Villadsen starter et band i en fjern afkrog af Nordjylland. De er 12 år gamle, og i starten handler det mest om, at finde ud af, hvordan man overhovedet spiller i band sammen. Tre år senere kommer Per Jørgensen med i bandet, og under navnet Den blå vogn – opkaldt efter en sang med Steppeulvene – udgiver de en EP på et mindre nordjysk label. De skiftede hurtigt navn, da bandet allerede fra start havde store ambitioner:

“Jeg synes stadig Den blå vogn er et sygt fedt navn, så måske vi skulle have beholdt det. Men vi ville have noget der lød lidt mere internationalt, så vi valgte en lidt fri oversættelse. Den korrekte oversættelse havde været The Blue Bus, men vi syntes The Blue Van lød lidt federe,” fortæller forsanger og guitarist Steffen Westmark.

EP’en med Den blå vogn er, ifølge frontmanden, ikke noget som resten af verden behøver være vidne til i dag. Et par år senere lavede de en EP i København, som anses som den første The Blue Van udgivelse. Derfra gik det hurtigt, og selvom bandet flere gang internt har snakket om at kvitte, så tvivler Westmark på, at det nogensinde sker.

Fra Nordjylland til New York

Steffen Westmark er ikke i tvivl om, hvad han ville have svaret, hvis nogen i 1996 havde spurgt ham, om The Blue Van stadig eksisterer i 2022:

“Jeg var en 15årig knægt med de vildeste ambitioner, så i ren kådhed havde jeg nok sagt ja, selvfølgelig! I det daglige handler det ofte om, at vi skal have skrevet nogle nye numre, eller små åndsvage ting som, hvilke PR-tiltag vi kan lave, så bandet holder sig relevant. Jeg glemmer ofte hele den fantastiske rejse fra et støvet øvelokale i Nordjylland til de første jobs på Roskilde Festival og de efterfølgende år på tour i hele verden.”

Hvad har været karrierens største højdepunkt?

“Det er svært at sige, der er mange store øjeblikke. Alene det, at vi i 2004 skrev kontrakt med et kæmpestort uafhængigt pladeselskab (TVT Records red.) med hovedkontor i New York. De sendte os verden rundt, vores tur til Japan i 2006 var mindblowing. Så var det også vildt, at en af vores sange for en kort stund var med i en Apple reklame. Men så er der også alle de mennesker, vi har mødt. På en festival for nogle år siden mødte jeg den legendariske bluesmusiker Bo Diddley, det er en af den slags ting, som hæfter sig fast.”

Hvordan har I holdt fast som band i 25 år?

“Vi har kendt hinanden fra barnsben, siden vi var syv år gamle. Vi blev brødre meget tidligt i livet. Selvom der selvfølgelig har være kriser gennem årene, så har det familiære bånd gjort, at vi altid finder tilbage til essensen. Sagt på nordjysk, så er vi nok bare gode til, ikke at gå i flæsket på en problematik, der i virkeligheden ikke er så vigtig. Vi er en lille familie, og i dag føles det som om, at The Blue Van bare altid har eksisteret.”

Nærvær og intimitet

Bandets jubilæumsturne sender dem rundt i det meste af landet, og bandet er mildt sagt spændte:

“Vi er som cirkusheste der lugter savsmuld. Vi glæder os til at komme ud på landevejen igen på den her lidt mindre forårsturne. Vi har ikke øvet vildt meget, så jeg har været lidt nervøs over materialet. Men da vi kørte det igennem, så sad det alligevel tight. Vi kan jo huske det hele, fordi vi har spillet det så utrolig mange gange. Og som band har vi en slags telekinetisk forbindelse, så musikken sidder der bare fra start,” siger Steffen Westmark.

Hvad kan vi forvente af jeres koncert på Tobakken d. 18. marts?

“I kan forvente nærvær. Det lyder måske lidt fluffy, men i en verden som har været lukket ned i to år, og som i øjeblikket står med en krig i Ukraine, så er nærvær og intimitet noget, vi bliver nødt til at byde hinanden,” fortæller forsangeren, hvorefter han uddyber:

“Vi har altid været et band, som rigtig gerne vil i dialog med publikum til vores koncerter. Det bliver ikke et show med alt muligt gejl som pyroteknik og røgslør. Vi spiller vores musik så godt som muligt, vi tumler rundt på scenen, og så snakker vi med folk.”

Tager I 25 år mere som band?

“Ja, det tænker jeg. Vi er for godt gammeldags nysgerrige til, ikke at lave musik. Vi er som spejderbål. Når der bliver smidt brænde på, så er flammerne store, men på andre tidspunkter ligger gløderne bare og ulmer lidt. Vi bliver ved med at spytte musik ud i mange år, vi bliver aldrig bandet, der skilter med den kæmpestore afslutning. For os handler det om, at det vi udgiver gør noget for os selv og vores publikum. Uanset om det så er en milliard mennesker eller tre personer, der finder værdi i det vi laver, så er det fint for os.”

Læs mere om koncerten med The Blue Van på THE BLUE VAN – Tobakken.

The Blue Van, Store Sal, 28.11.2020 – Foto: Daniel Christensen